Designmøbler er en holdbar investering

Arne Jacobsens designmøbel ligger højt på Lauritz.coms liste over højeste hammerslag. Foto: designframe.dk
Arne Jacobsens designmøbel ligger højt på Lauritz.coms liste over højeste hammerslag. Foto: designframe.dk

Du kan tjene mange penge ved, at sælge dit gamle designmøbel. Det erfarer auktionshuset Lauritz.com. Se hvilke møbler der topper listen.

Af Oskar Herrik Nielsen, journalist | Lørdag 05-02-2011

Har du investeret i Arne Jacobsens æg eller arvet en Børge Mogensen tremmesofa, er det med at sætte sig godt til rette. Det kan nemlig betale sig at investere i designmøbler.

"Designmøbler er en god investering lige nu," konkluderer adm. direktør i Lauritz.com, Mette Rode Sundstrøm overfor finans.tv2.dk.

Det er især de store klassikere fra Arne Jacobsen, Finn Juhl og Hans J. Wegner, der ligger i toppen hos auktionshusene, og som holder værdien godt. Hos Lauritz.com er det netop Hans J. Wegners "bamsestol", der ligger nr. 1 over gode designinvesteringer.

"Klassikerne har bevist deres værdi over tid gennem et visionært formsprog og gedigne materialer. De har langtidsholdbar kvalitet og ofte stor funktionalitet," forklarer Mette Rode Sundstrøm.

Bare hos Lauritz.com omsættes der for ca. 220 mio. kroner møbler om året.

Lauritz.com melder allerede nu om en forventet totalomsætning på 670 mio. kr., hvilket svarer til en stigning på ca. 20 pct i forhold til sidste år.

Tjek listen over de bedste designinvesteringer i faktaboksen til højre og se, hvilket hammerslag, de har fået hos Lauritz.com.
Fakta

1. Hans J. Wegner,"Bamsestolen", hammerslag: 26.000 kr.

2. Børge Mogensen, tremmesofa i bøgetræ, hammerslag: 15.000 kr.

3. Finn Juhl: Poetensofa, hammerslag: 22.000 kr.

4. Arne Jacobsen, Ægget, hammerslag: 35.000 kr.

5. Poul Kjærholm, sofa model PK 31/2, hammerslag: 35.000 kr.

6. Arne Vodder, skænk, hammerslag: 62.000 kr.

Kilde: Lauritz.com 2010